Artikler fra Ko og Ko

Artikler fra Ko og Ko

Farvning af tekstiler - både de økologiske og de traditionelle

Farvning af tekstilerPosted by Mette Òsland Pedersen 21 Jul, 2008 14:13:45

En af de ting jeg meget ofte bliver spurgt om, og som derfor nok kræver lidt uddybning, er de farver der bliver brugt til at farve de økologiske vs de traditionelle tekstiler. Lad det være sagt med det samme, at skal du have et 100% rent produkt, bør du købe det ufarvede eller farvevoksende/colorgrown bomuld.

Farver i den økologiske produktion

De farver der bliver brugt i den økologiske tøjproduktion, er alle giftfri og på alle måder uskadelige.

Det er forbudt

· at bruge tungmetaller, der ellers ofte bliver brugt til at gøre farverne klare og holdbare. Forskellige tungmetaller har forskellige minusser, her taler vi om bl.a. allergi- og kræftfremkaldende stoffer

· at bruge farver og print der indeholder PVC og dermed phtalater – da de udover at være blødgørende er hormonforstyrrende og allergifremkaldende.

· at benytte såkaldte azo farvestoffer - en type farvestoffer bruges til mange formål, men hovedsagelig til farvning af tekstil og læder.

Problemet med azo farvestofferne

Azo farvestoffer er syntetiske farvestoffer, der på molekyleniveau indeholder en eller flere ustabile azo-forbindelser (jeg ved godt, det er den rene kemi-time, jeg undskylder!)

Problemet med azo-farvestoffer i tekstiler er, at når farvestofferne kommer i forbindelse med f.eks. sved eller bliver optaget gennem huden, spaltes de ustabile azo-forbindelser og der frigøres aromatiske aminer. Aromatiske aminer er stærke kemiske forbindelser, der bl.a. er kræftfremkaldende.

På Miljøvejledninger´s hjemmeside (se link herunder) kan du læse mere og finde en liste over de azo farvestoffer, der er kræft- eller allergifremkaldende eller kan skade arveanlæggene.

Azo farvestoffer og hyperaktivitet
Der har været meget fokus på azo-farvestoffer i forbindelse med hyperaktive børn. Forskning har vist, at det ikke er sukkeret der påvirker børnene, men derimod en lang række farvestoffer, der ofte bruges i f.eks. slik.

Om tekstilfarverne også kan påvirke hyperaktive børn, er endnu ikke bevist.

Danske regler og produktion i den 3. verden
De farlige azo-farvestoffer er forbudte i tøj produceret i Danmark, men da størstedelen af det tøj vi køber, er produceret i udviklingslande eller lande, der har andre holdninger til kemi, er det meget vigtigt i hvert fald at vaske sit nye tøj nogle gange inden brug – så er det da kun naturen det går ud over!!! ( Jeg håber ironien skinner igennem!)

Low-impact farver
De farver man oftest bruger til at farve økologiske tekstiler er såkaldte low-impact (oversat: lille indflydelse) farver.

Det er syntetiske farver, der kemisk binder sig direkte til fibrenes molekyler, hvilket gør, at det fæster sig godt og dybt i tekstilet. Da de binder så godt, kræver de mindre brug af vand, og giver dermed mindre spildevand og forurening.

Ingen tungmetaller eller skadelige stoffer

Low-impact farver indeholder ingen tungmetaller eller andre skadelige stoffer og lever op til alle europæiske krav (de strengeste kendte krav), og er øko-tex certificerede. Men, jo, det er kemiske farver om end stærkt kontrollerede og uskadelige.

Dirt-dyes – eller jordfarver
Nogle få økologiske producenter farver deres tekstiler med såkaldte jord-farver, som f.eks. det amerikanske Earth Creations.

Mineraler og jernoxider har været brugt til at farve tekstiler i flere årtusinde, men det er ikke før i nyere tid, at man har udviklet metoder til at gøre jordfarverne holdbare. Problemet med jordfarverne er mest, at palletten er forholdsvis begrænset og farverne matte.

Hvad med rødbedesaft og kaffegrums?
Modsat hvad mange måske tror, er naturlige farvestoffer ikke nødvendigvis sunde alternativer til de kemiske – nogle er direkte giftige.

De er generelt mindre holdbare, sværere at arbejde med, der skal bruges væsentlig større mængder og de involverer ofte brugen af meget giftige fixermidler. (Fixermidlerne bruges til at binde farven til tekstilet.)

Det skal dog siges, at ikke alle fixermidler er lige giftige, men skal du have en kraftig og holdbar naturfarve, kommer du nok ikke udenom tungmetaller og andre uønskede stoffer – og så er idéen jo ligesom gået fløjten!

Tanken ved at et produkt er farvet med birkebark og kronblade af anemone er dejlig, men undersøg lige hvad farven ellers indeholder, før du køber.

Det korte af det lange…
Det korte af det lange er, at vælger du økologiske farvede tekstiler får du et produkt, der er fuldstændig fri for pesticid- og medicinrester. Det har ikke gennemgået alle de mange kemiske processer som traditionel bomuld/uld gennemgår i produktionsfasen, de processer det gennemgår er generelt mekaniske og det er farvet med så miljøvenlige farver som muligt…

Men vil du have helt rene tekstiler bør du gå efter de ufarvede økologiske produkter; ubehandlede naturfibre som bomuld og uld. Herunder hører også tekstiler af farvevoksende/colorgrown bomuld, hvor bomulden vokser farvet på planten og ikke behøver efterfølgende farvning.


Links/kilder
http://www.miljoevejledninger.dk/index.aspx?articleid=+782+782 (Om azo-farvestoffer) http://www.lotusorganics.com/articles/dyes%20-%20chemical%20sensitivities.aspx (Om farvning – engelsk)

Jeg kan altid anbefale sider som Miljøstyrelsen www.mst.dk og Miljøvejledninger www.miljoevejledninger.dk - der kan man finde masser af interessante oplysninger!

  • Comments(1)//www.koogko-blog.dk/#post6