Artikler fra Ko og Ko

Artikler fra Ko og Ko

kbA, KRAV, SKAL, økotex, svanemærket...

MiljømærkningerPosted by Mette Òsland Pedersen 21 Jul, 2008 14:21:24

Der findes en række forskellige mærkninger indenfor miljøvenlige textiler og sytilbehør - herunder både de økologiske og dem, der er et skridt på vejen. Det kan være lidt af en jungle at finde rundt, og ofte er de forskellige mærker nævnt ved et produkt, men hvad de betyder ligger hen i det uvisse for den almindelige forbruger. Jeg har her forsøgt at nævne og kort beskrive de mest brugte, for at give et hurtigt overblik over, hvad det egentlig lige er man køber og måske betaler mere for.

En naturlig balance – de økologiske mærkninger
For de økologiske mærkningers vedkommende, så er der generelt krav om, at markerne har været fri for kemiske sprøjtemidler i mindst 3 år, samt at den videre forarbejdning af materialerne er foregået uden brug af kemiske stoffer, der er skadelige for miljøet og for de mennesker, der kommer i berøring med tekstilerne - det være sig avlere, arbejdere eller forbrugere.
Man forsøger i den økologiske dyrkning at komme så tæt på det naturlige som muligt, give planter og dyr optimale vækstbetingelser - hvilket gør dem både mere modstandsdygtige overfor skadedyr og sundere. Man forøger at få en naturlig balance mellem planter, insekter, fugle, dyr osv, så skadedyr bekæmpes af deres naturlige fjender.

Et andet eksempel er i den videre forarbejdning ved farvning, hvor der ikke må indgå skadelige kemikalier som f.eks tungmetaller eller azo-forbindelser i farvestofferne og formaldehyd i fixeringen og færdiggørelse af textilet. Der er ikke krav til, at farvningen skal foregå med plantefarver, men der er meget strenge krav til de midler der bruges, kemikalier der alle skal være miljøvenlige.
Der er ikke, i de økologiske mærkninger, krav til, at de endelige produkter skal være "fair trade". D.v.s. at arbejdere/syersker skal have fået gode løn- og arbejdsforhold, men det er noget, der i de allerfleste tilfælde går hånd i hånd.

Der bruges i Europa nogle forskellige mærkninger af bomuld hvoraf den tyske kbA (kontrollierte biologische Anbau) er den strengeste. Den hollandske pendant hedder SKAL/EKO, den svenske KRAV og den engelske Soil Association. Så finder du en af de mærkninger på et produkt kan du regne med at materialerne er økologiske. Danmark har ikke sin egen mærkning af tekstiler, da der ikke produceres ret meget på dansk jord.

Uld er ofte mærket med betegnelsen Demeter, det betyder, at det er biodynamisk avl. Det vil i korte træk sige, at produkterne udover at være økologiske er avlet/dyrket med forståelse for de kosmiske krafter, der virker mellem himmel og jord. Der er så at sige taget højde for planter og dyrs både fysiske og psykiske velbefindende. Der bruges en række homøopatiske midler for at få planter og dyr til at udvikle sig optimalt

Et skridt i den rigtige retning - miljømærkningerne
Økotex-mærkningen tildeles tekstiler og tilbehør, der er produceret efter strenge miljøkrav. Økotex er IKKE en økologisk mærkning, men en mærkning der kan tildeles alle typer tekstiler, også syntetiske. Det er nærmere en sundhedsmærkning, og der gælder de samme strenge krav over hele verden. Kravene opdateres hele tiden, så de tager højde for den nyeste forskning. Økotex-mærkningen inddeles i forskellige grader, alt efter hvor tæt på kroppen, tøjet skal bruges, samt om det er til voksne eller småbørn. Den korrekte Økotex-mærkning for småbørnstøj/varer er Økotex Standard 100, produktklasse 1.
Man kan finde Økotex mærkede varer mange steder, både i Aldi, i Jysk og hos kendte børnetøjsmærker. Det er ikke økologisk, men et skridt på vejen mod et sundere produkt.

Svanemærket er en nordisk miljømærkning, der viser, at varerne er blandt de mindst miljøbelastende inden for den pågældende varegruppe. Igen, det er IKKE en økologisk mærkning, men en miljømærkning. Der sættes bl.a. grænser for udledning af giftige stoffer og for indholdet af uønskede stoffer i varen. Stoffer der er forbudte i den økologiske dyrkning kan godt være tilladte i miljømærkede varer, dog i små mængder.
EU-blomten er EU´s pendant til Svanemærket , og stiller i det store hele samme krav til produkterne. I Holland støder man på Milieukeur, i Tyskland Der Blaue Engel og i Sverige Bra Miljöval, der alle er tilsvarende miljømærkninger.


Kilder hvor du kan finde flere oplysninger:
www.miljoeogsundhed.dk/default.aspx?node=3845
www.ecolabel.dk
www.oekotex.com
www.teknologisk.dk/produktion/11624,29?hilite=økotex


  • Comments(0)//www.koogko-blog.dk/#post10